Risotto er en utroligt velsmagende, klassisk italiensk hovedret, hvis grundingrediens er de særlige risottoris. Risotto er ris, der koges op med bouillon eller fond under konstant omrøring. De karakteristiske smagsgivere i den klassiske risotto er derudover parmesan og hvidvin. Oprindeligt er risotto en vegetarisk ret, men du kan variere indholdet helt som du ønsker med skaldyr, fjerkræ eller blot servere den som tilbehør til et godt stykke kød.
De særlige risottoris er korte og buttede og minder om grødris. De mest almindelige risottoris er Aborio og Carnaroli, og de kan fås i de fleste supermarkeder. Men du kan også sagtens opnå et lækkert resultat ved at bruge de helt klassiske grødris, der også er noget billigere end de gængse risottoris.
Når du først har styr på den traditionelle grundopskrift på den cremede risotto, sætter kun fantasien grænser for de spændende variationer du kan kreere. Følg gerne årstiderne og server f.eks. risotto med grønkål og bagte cherrytomater i vinteren, og risotto med asparges og friske ærter i sommertiden. En absolut lækker version i efteråret er risotto med græskar og salvie – du får opskriften herunder.
2 personer / ca. 30 min. forberedelse
2 skalotteløg el. 1 almindeligt løg
4 fed hvidløg
250g rå tigerrejer med halevifte
Et knivspids safran
155 g risottoris eller grødris
0,5 liter grøntsagsbouillon eller hønsefond
1 deciliter tør hvidvin
20 g smør
30 g parmesan
Revet citronskal og lidt citronsaft
Bredbladet persille
Olivenolie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Start med at forberede din bouillon i en kande, der er nem at hælde af. Så bliver det lettere for dig at tilføre væden lidt efter lidt.
Find en god, tykbundet gryde frem og sæt den på komfuret på lidt over middel blus, smelt halvdelen af smørret sammen med ca. spiseskefuld olivenolie. Hak dit løg fint og steg i gryden i 2-3 minutter. Imens knuser og piller du hvidløget og hakker det meget fint. Tilsæt halvdelen af hvidløget og steg videre i ca. 2 minutter. Tilsæt nu dine risotto- eller grødris. Sørg for at røre godt i gryden, så det ikke brænder på. Når risottorisene er blevet blanke i kanten tilsætter du vinen. Skænk gerne dig selv et glas – du må gerne belønne dig selv for dine gastronomiske udfoldelser.
Efter vinen er kogt ind og alkoholen fordampet, begynder du at tilsætte bouillonen lidt efter lidt. Det er vigtigt, at du rører i gryden, så din risotto ikke brænder på. Når du har tilsat lidt over halvdelen af bouillonen, tilsætter du sammen med næste skvæt bouillon safranen. Dine ris skulle nu gerne tage en smuk gul farve. Find nu en pande frem og steg dine rejer sammen med resten af hvidløget i olivenolie. Rejerne skal steges meget kort tid, ellers bliver de seje.
Når risene har samlet sig til en sammenhængende masse, er det tid til at smage og teste konsistensen på risene. De må gerne have lidt bid!
Har du opnået en konsistens på din risotto, der smager dig, slukker du for blusset. Måske kræver det lidt mere bouillon end du har i kanden, måske lidt mindre. Tilsæt rejerne og parmesan og rør godt rundt. Nu skal der smages til. Risotto kan godt være en lidt tung spise, med alt det ris, smør og ost. Derfor kan friskrevet citronskal- og saft virkelig balancere retten, tilsæt efter smag. Skyl og hak den bredbladede persille og tilsæt den enten i din risotto, eller brug den som pynt på retten. Smag endeligt til med salt og rigeligt friskkværnet peber.
Lækker mad bliver kun bedre, hvis den præsenteres på smuk service. En dyb tallerken med flot kant, vil udgøre en smuk servering af din risotto. Pas på ikke at øse for meget op på tallerkenen. Risotto er en herligt mættende ret, der nok smager af mere, men lægger sig tungt i maven. En grøn salat gør sig derfor også perfekt som risottoens følgesvend og pynter også på tallerkenen.
Tør hvidvin er en klassiker til risotto, men en let rødvin kan nu også gå an, især hvis du serverer din risotto som tilbehør til kød. Når du har mestret grundopskriften, kan du skifte ingredienserne ud med alt fra rejer til fennikel og imponere både dig selv, familien og dine gæster gang på gang. Alt afhængigt af ingredienserne i din risotto vælger du, hvad der skal serveres af drikkevarer til.