Foredrag i samarbejde med AOF

RO’s Torv skal være kendt for andet og mere end shopping, og de 4 mio. mennesker der hvert år besøger os skal forlade os lidt rigere og lidt gladere, end da de kom. Sådan står der bla. i vores formålsstrategi for RO’s Torv, og det er i det lys vi nu har indledt et forhåbentlig langt og frugtbart samarbejde med AOF, som hvert år arrangerer kurser og uddannelse for over 250.000 danskere.

Fra Libanon til Lærkevej – Samtaler vi aldrig har haft – et foredrag med Abdel og hans mor

I dette varme, underholdende og meget personlige foredrag tager journalist og bestsellerforfatter Abdel Aziz Mahmoud og hans mor Souad Taha os med helt ind i deres fælles historie. Med afsæt i deres bog af samme navn, fortæller de ærligt og medrivende om alt det svære lige fra krig til kærlighed, men kommer undervejs også med masser af de sjove og skæve anekdoter, der skabes i mødet mellem mennesker på tværs af kulturer og landegrænser.

Gennem hele sin opvækst har Abdel ønsket at være rigtig dansk, jo før desto bedre, og forældrenes kultur og arv var mest af alt en belastning, og Abdel tiggede sin mor om at lave lasagne, når hun serverede arabisk falafel. Abdel var ikke interesseret i at høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark på villavejen Lærkevej.

I dag skammer Abdel sig over, at han skammede sig, og bliver flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om familiens oprindelse. Derfor har Abdel bedt sin mor fortælle ham alt, og det er der kommet en tankevækkende og livsbekræftende bog og foredrag ud af.

Foredraget er fyldt med glæde, tårer, grin og overraskelser, og tager livtag med alt det, der er vigtigt i vores forståelse af hinanden som mennesker. Foredraget er ikke bare en gribende familiehistorie, det er også et bevægende indspark i den ofte skingre udlændingedebat.

Foredraget afholdes i området ved Café Peace of Cake.

Pris 120,-
Tilmelding er nødvendig.  Køb din billet her
Til aktiviteter